Transistorradioen: da radioen kom ud af stuen

Inv. nr. 01Da radioen kom ud af stuen

Rørradioen var et møbel. Transistorradioen var en ting, man havde i hånden. Det lyder som en teknisk detalje, men det ændrede måden, mennesker hørte musik på.

Indtil midten af 1950'erne stod radioen fast. Den var stor og tung, den skulle have strøm fra stikkontakten, og den havde en plads i stuen på linje med et skab. Hele familien hørte det samme, på samme tid, i samme rum, fordi der kun var det ene apparat.

Transistorradioen brød alle fire forudsætninger på én gang. Den kunne bæres, den kørte på batteri, den blev så billig, at der kunne være flere i et hjem, og den kunne høres alene.

Inv. nr. 02Hvad en transistor gør

En radiomodtager skal fange en svag elektrisk svingning fra antennen og gøre den kraftig nok til at drive en højttaler. I rørradioen skete det i elektronrør: glasrør med en glødetråd, der varmer en katode op, så den afgiver elektroner. Det virker fint, men har tre ulemper. Rørene skal varmes op, så der går et halvt minut, før der kommer lyd. De bruger meget strøm, så de kræver lysnettet. Og de bliver varme og brænder ud, så de skal skiftes som pærer.

Transistoren blev opfundet på Bell Laboratories i USA i 1947, og opfinderne fik Nobelprisen i fysik i 1956. Den gør det samme arbejde i et lille stykke halvledermateriale: ingen glødetråd, ingen opvarmning, næsten intet strømforbrug og kun lidt varme.

De tidligste transistorer var lavet af germanium, som er varmefølsomt. Senere tog silicium over, fordi det er billigere og mere stabilt. Samlere skelner mellem de to, og det er et af de forhold, der adskiller de tidlige apparater fra de senere.

Inv. nr. 03De første apparater

Den første transistorradio til salg i butikkerne, Regency TR-1, kom på markedet i USA i slutningen af 1954. Den kunne være i en frakkelomme, den fandtes i flere farver, og den var dyr. Den solgte alligevel, fordi ingen havde set noget lignende.

Den afgørende udvikling skete i Japan. Firmaet, der i 1958 tog navnet Sony, sendte sin første transistorradio på markedet i 1955 og fulgte op med en model, der blev solgt som lommeradio. Historien om, at sælgerne fik syet skjorter med ekstra store brystlommer, fordi radioen ikke helt kunne være i en almindelig lomme, er en af elektronikhistoriens mest sejlivede anekdoter.

Derfra gik det stærkt. Japansk elektronikindustri blev i løbet af 1960'erne den største leverandør af små radioer, og priserne faldt år for år. Det, der havde været et statussymbol, blev en konfirmationsgave.

Inv. nr. 04Hvad det gjorde ved musikken

Den billige transistorradio og rock and roll kom på samme tid, og det var ikke helt tilfældigt. Musikken havde brug for et apparat, ingen voksne sad ved siden af.

Radioen kom med i parken, på stranden, på arbejde og på værelset. Man stod om den, delte den og skruede op, når noget bestemt kom. Og den skabte en lyttemåde, der var flygtig frem for planlagt: man tændte og tog, hvad der kom.

Lydkvaliteten var dårlig. En højttaler på fem centimeter i et plastkabinet gengiver hverken bas eller dybde, og mange plader fra perioden blev mixet, så de også fungerede på en lille højttaler. Musik blev formet af det apparat, den blev hørt på, længe før nogen talte om telefonhøjttalere.

Inv. nr. 05Radioen i Danmark

Danmark havde en betydelig radioindustri gennem store dele af 1900-tallet, og flere danske mærker stod stærkt på hjemmemarkedet i rørradioens tid. Bang & Olufsen er det navn, de fleste kender i dag, men det var langtfra det eneste.

Fra 1960'erne kom presset fra importerede apparater, der var billigere at producere i stor skala. Produktionen af almindelige modtagere blev afviklet gradvist, og tilbage blev de virksomheder, der satsede på design og kvalitet.

Programmerne var et statsligt anliggende og udbuddet mere afmålt end i USA. Da P3 begyndte at sende i 1963, fik den bærbare radio for alvor et formål for unge lyttere. I årene før lyttede mange til udenlandske stationer på mellembølge om aftenen, når signalerne bar længere.

Inv. nr. 06Hvorfor mellembølge om aftenen?

Mellembølge, AM-båndet, opfører sig forskelligt dag og nat. Om dagen dæmper et lavt lag i atmosfæren signalerne, så man kun hører de nære sendere. Når mørket falder på, forsvinder det lag, og signalerne kastes tilbage fra højere lag og kan bære hundredvis af kilometer.

Derfor kunne en simpel transistorradio i et dansk soveværelse hente stationer fra Tyskland, England og længere væk om aftenen, mens den om dagen kun tog de lokale. Signalet kom og gik, det hylede og svandt, og man drejede langsomt på hjulet for at holde fast i det.

FM gav langt bedre lyd og senere stereo, men kun over kortere afstand. De fleste transistorradioer fra 1960'erne og frem har begge bånd, og det er en god måde at datere et apparat på.

Inv. nr. 07Sådan er en transistorradio bygget

• Ferritantennen. En stav med kobbertråd viklet om, som tager mellembølge ind. Den er retningsbestemt, og derfor drejer man hele radioen for at få signalet ind.
• Drejekondensatoren. Metalplader, der glider ind mellem hinanden, når man drejer på stationshjulet. Den bestemmer, hvilken frekvens modtageren er indstillet på.
• Mellemfrekvenstransformerne. Små metaldåser med farvede kerner, der filtrerer og forstærker signalet i flere trin.
• Transistorerne. Typisk fire til otte i de enkle modeller, flere i de bedre. Antallet blev brugt i markedsføringen.
• Udgangstransformeren og højttaleren. Det sidste led, hvor signalet bliver til lyd.
• Batteriet. Ofte et 9-volts batteri eller et par almindelige batterier. Forbruget var så lavt, at de holdt længe.

Det hele sidder på et printkort, som i de tidlige apparater ofte er loddet i hånden. Det er en af grundene til, at de kan repareres.

Inv. nr. 08Designet: bakelit, plast og krom

De tidlige apparater arvede formsproget fra rørradioen og møbelindustrien: afrundede hjørner, stoffront og kontrast mellem mørkt kabinet og blanke detaljer. Bakelit og tidlige plasttyper gav dybe, mættede farver.

I 1960'erne blev formerne strammere og materialerne lysere: perforerede metalgitre, tydelige skalaer og læderetuier med bærerem. Etuiet viser, hvordan apparatet blev opfattet: som noget, man tog med, ligesom et kamera.

På en moderne modtager står der tal. På de gamle skalaer står der byer: London, Hilversum, Luxembourg, Kalundborg. Verden var et bånd, man kunne dreje hen over.

Inv. nr. 09Fra møbel til ting

En rørradio fra mellemkrigstiden var lavet til at blive set. Den havde finér og stoffront og stod, hvor gæster kunne se den, ofte med en dug og en potteplante ovenpå. Omkring den havde familien en fast geografi og en fælles lytning til nyheder, gudstjeneste og de faste programmer.

Transistorradioen opløste den geografi. Da et apparat kostede det samme som et par sko, kunne der stå et i køkkenet, et på værelset og et i værkstedet. Fjernsynet samlede familien igen om aftenen, og det var en del af grunden til, at radioen kunne blive personlig.

Inv. nr. 10Samme årtier som motorcyklen

Motorcyklen og den bærbare radio løste begge et problem med rækkevidde. Motorcyklen flyttede kroppen længere væk, end man kunne gå, til en pris almindelige mennesker kunne betale. Radioen flyttede lyden ned i en lomme.

De delte også materialer og formsprog: krom, emalje, presset stål, tydelige logoer og tekniske dele, der fik lov at være synlige. En benzintank fra 1955 og en radiofront fra 1958 taler samme sprog.

Inv. nr. 11At samle på dem

Transistorradioer blev lavet i enorme antal, fylder lidt, og en almindelig model fra 1960'erne eller 1970'erne koster stadig næsten ingenting på et loppemarked. Det gør området nemt at begynde i, og det betyder også, at kun de særlige eksemplarer stiger i værdi.

• Originalt etui, rem og manual løfter prisen mærkbart på en ellers almindelig model.
• Kabinettets stand. Ridser og misfarvning er sværere at rette end elektriske fejl.
• Alderen. Apparater fra midten og slutningen af 1950'erne er i en anden kategori end 1970'ernes.
• Usædvanlige farver blev lavet i mindre antal og er sjældnere.

Finder du en i en kasse, så tag batteriet ud med det samme. Et lækket batteri er den hyppigste dødsårsag for en ellers fin radio. Regn også med, at elektrolytkondensatorerne er tørret ud efter et halvt århundrede. En radio, der brummer eller er svag, mangler som regel bare nye kondensatorer.

Inv. nr. 12Antallet af transistorer stod på kabinettet

På mange apparater fra 1950'erne og 1960'erne står der et tal og ordet transistor direkte på fronten: seks, otte, ti, fjorten. Det var et salgsargument, ligesom megapixel senere blev det for kameraer, og forbindelsen til den faktiske kvalitet var lige så løs.

Flere transistorer betød i princippet flere forstærkertrin og bedre følsomhed. I praksis talte nogle producenter dioder og andre komponenter med, og der findes apparater med transistorer, der ikke er forbundet til noget. For en samler er tallet alligevel nyttigt: sammen med båndene på skalaen og kabinettets materiale kan man ofte placere en radio inden for få år uden at kende mærket.

Inv. nr. 13Fem ting at tjekke på et loppemarked

1. Ryst den forsigtigt. Løse dele indeni betyder ofte, at en transformer eller højttaleren har sluppet.
2. Kig i batterirummet. Grønne eller hvide belægninger betyder lækket batteri, og tæringen kan have bredt sig til ledningerne.
3. Drej på hjulene. De skal gå jævnt. En bøjet drejekondensator er den sværeste mekaniske fejl at rette pænt.
4. Se på skalaen. En revnet skala er næsten umulig at erstatte.
5. Spørg efter etuiet. Sælgere lægger det ofte til side som snavset stof.

Sæt aldrig strøm til et apparat, der har stået i mange år, uden at kigge indenfor først.

Inv. nr. 14Hvad der kom efter

Kompaktkassetten kom i 1963, og radio og båndoptager i ét kabinet blev en af de mest solgte apparattyper. I 1979 kom den bærbare kassetteafspiller med hovedtelefoner, og så flyttede lytningen fra rummet omkring apparatet til rummet inde i hovedet. Derfra går linjen videre over cd og mp3-afspiller til telefonen: mindre apparat, mere individuel lytning.

Radioen overlevede det hele. Den sidder i biler, køkkener og på byggepladser, og den virker stadig uden abonnement og dækning, hvis man har et batteri.

Inv. nr. 15Komponenten der gav apparatet navn

I dagligsproget hed apparatet i årtier bare en transistor. Man tog transistoren med, og transistoren stod og spillede, selv om ordet oprindelig betegnede en enkelt lille komponent på printkortet. Komponenten var selve nyheden — så afgørende for, at apparatet kunne være lille, at den overtog navnet på tingen, den sad i.

Ordet er ved at forsvinde fra dagligsproget, men det står stadig trykt på tusindvis af kabinetter fra 1960'erne, ved siden af et tal.