Wanderer

Wanderer 2 HK 1908

Af Vagn Wiberg

Wanderer fabrikken begyndte at fremstille motorcykler ved det forrige århundredeskifte og var dermed, sammen med NSU, en af de allerførste tyske motorcykelmærker. Wanderer, eller Chemnitzer Velociped-Depot Winklhofer & Jaenicke, som var dets fulde navn, producerede fra starten i 1886 symaskiner og cykler, men i 1902 kunne man fremvise den første egenproducerede motorcykel, nemlig Wanderer 2 HK.

På billedet ses to af museets meget sjældne Wanderer motorcykler, Wanderer 2 HK fra 1908 og Wanderer 4 HK fra 1914. Det er Wanderer 2 HK i forgrunden med den karakteristiske lyse grågrønne farve.

Tre år senere præsenterede fabrikken en tocylindret model med V-motor og 4 HK og fra da af og frem til lukningen i 1928, markerede fabrikken sig som den førende tyske producent af kvalitetsmotorcykler. Wanderer motorcyklerne blev produceret efter meget høje kvalitetsstandarder og var derfor også, sammenlignet med konkurrenterne, forholdsvis dyre. Til gengæld fik forbrugeren en motorcykel, der repræsenterede det bedste den tyske motorcykelindustri kunne fremvise på det daværende tidspunkt. Wanderer var altid en uafhængig fabrik, som senere også producerede værktøjsmaskiner og biler, og fabrikken tilhørte den lille gruppe af motorcykelproducenter, der fra begyndelsen af udviklede og fremstillede stort set alle dele af motorcyklerne selv, inklusiv motorerne.

Stubbekøbing Motorcykelmuseum er i besiddelse af hele tre Wanderer motorcykler, foruden en meget tidlig og sjælden motor. De tre motorcykler er en Wanderer 2 HK fra 1908, en Wanderer 4 HK med V-motor fra 1914 og en Wanderer 500 ccm fra 1927, som blev den sidste store motorcykelkonstruktion fra Wanderer. De to sidstnævnte vil jeg præsentere på et senere tidspunkt, men her vil jeg fortælle lidt om Wanderer 2 HK fra 1908, som er den ældste af museets Wanderer motorcykler og den model, der startede Wanderer eventyret.

Wanderer 2 HK blev hurtigt meget populær på grund af dens gedigne udførelse og kvalitet, og dens driftssikkerhed var på et efter datidens forhold meget højt niveau. De tekniske data er følgende: Motoren er en luftkølet encylindret firetaktmotor med automatisk indsugningsventil. Størrelse: 300 ccm. Ydelse: 2 HK ved 1500 omd/min. Topfart: 55 km/t. Smøring: Gennemløbssmøring. Karburator: Messingkarburator med kombineret luft- og benzinregulering ved tanken. Tænding: Bosch magnettænding, justerbar fra styret. Ramme: Lukket rørramme med affjedret forgaffel. Kobling: Ingen. Gear: Ingen. Bremser: Navbremse til baghjulet. Træk: Kilerem. Modellen er udført i den lyse grågrønne farve, som var Wanderers foretrukne indtil 1910, og det var en efter datidens forhold ret kraftfuld motorcykel. Der var rigeligt med motorkraft til den daglige tur på arbejdet og måske en søndagstur ud i det grønne.

Udstødningsventilen var styret via en stødstang fra knastakslen, mens indsugningsventilen var automatisk, en såkaldt "snøfteventil". Det var en teknik, som også de fleste biler på det tidspunkt benyttede sig af og som i sin enkelhed egentlig var ganske genial. Der krævedes ingen mekanisk påvirkning fra knastakslen, hverken via tandhjul eller stænger. Indsugningsventilen bliver holdt på plads af en fjeder.

Når motorens stempel i indsugningstakten bevæger sig nedad bliver der skabt et undertryk i forbrændingskammeret. Det får fjederen til at gi´ sig og den åbner dermed ventilen, så en frisk blanding af benzin og luft kan blive trukket ind i cylinderen. Indsugningsventilen forbliver åben i hele indsugningstakten, indtil stemplet når bunden. Så snart undertrykket i cylinderen er udlignet og cylinderen er fyldt med benzin/luftblandingen, lukker ventilen sig og stemplet begynder at bevæge sig opad igen. Indsugningsventilen forbliver lukket i kompression-, forbrænding- og udstødningsfasen, da trykket i alle tre faser er større inde i cylinderen end udenfor. Når stemplet derefter bevæger sig nedad i indsugningsfasen åbner indsugningsventilen sig igen, da trykket så er mindre inde i cylinderen end udenfor og processen starter forfra.

Den største fordel ved den automatiske indsugningsventil eller"snøfteventilen" er enkeltheden: det kræves ingen ydre mekanisk påvirkning at aktivere den og den var derfor meget billig at producere. Men hen ad vejen viste det sig, at der også var nogle minusser ved den. Fjederen, der skulle holde ventilen på plads, skulle være så tilpas svag, at den åbnede sig i det øjeblik stemplet bevægede sig nedad i indsugningsfasen. Men jo længere motoren var i drift, jo sværere havde ventilen ved at holde tæt, fordi uforbrændte olierester og kulstoffer satte sig fast i åbningen. Ventilfjederen var for svag til at knuse disse aflejringer med det resultat, at ventilen meget nemt blev utæt. Samtidig betød disse aflejringer, at snøfteventilen havde en tendens til at åbne for sent, fordi ventilen klæbede lidt til ventilsædet. Dermed blev motorens virkningsgrad forringet og det blev sværere at starte motoren. I grelle tilfælde satte ventilen sig fast. Derfor skulle ventilen og ventilsædet renses med jævne mellemrum, for at sikre en optimal virkningsgrad.

Museets Wanderer 2 HK fra 1908 er udstyret med en teknisk finesse, der skal sikre, at indsugningsventilen virker, som den skal. Nemlig en lille tap placeret ovenpå indsugningsventilen, som man kan aktivere manuelt. Derved påvirkes ventilfjederen og ventilen, så man er sikker på, at ventilen er fri og ikke sidder fast. Det skulle ske med jævne mellemrum og altid før start. Alligevel var minusserne ved den automatiske indsugningsventil for store i forhold til plusserne og i løbet af de næste 10-15 år gik stort set alle fabrikanter over til at benytte mekanisk styrede indsugningsventiler.