Triumph BD 250

Triumph BD 250

Af Vagn Wiberg

Triumph-Werke Deutschland blev grundlagt i 1896 i Nürnberg af tyskerne Siegfried Bettmann og Carl Swemmer. Det blev oprettet som et søsterselskab til det engelske Triumph Cycle Company, som de to tyskere havde grundlagt i Coventry 7 år tidligere. Begge fabrikker producerede cykler, som i 1890erne havde deres store guldalder. I 1902 præsenterede tysk Triumph deres første motorcykel, der var udstyret med en 1 ½ HK Minerva motor. Frem til fabrikken i 1957 blev overtaget af Grundig, producerede tysk Triumph mange forskellige og succesrige modeller både med engelske Triumph motorer og med schweiziske MAG motorer, men også med egenkonstruktioner af meget høj kvalitet.

Triumph BD250 fra 1939.

Én af de mest fremragende og epokegørende var Triumph BD 250, som må betragtes som en milepæl i tysk motorcykelhistorie. Den var konstrueret af Chefingeniør Otto Reitz i 1937 og adskilte sig på flere punkter fra de hidtil fremstillede Triumph 2-takt motorer. Først og fremmest var motoren dobbeltstemplet. En konstruktion som indtil da kun var benyttet - med stor succes - af den østrigske motorcykelproducent Puch. Men i modsætning til Puch, der benyttede sig af én, gaffelformet plejlstang, havde BD 250 to uafhængige plejlstænger, altså en "tvillingekrumtap". Det resulterede i en bedre adskillelse af indsugnings- og udstødningsgasserne og dermed færre uforbrændte gasser, mindre luftforurening og bedre motorgang. Og sidst, men ikke mindst, en væsentlig højere motorydelse. Motoren ydede 12 hestekræfter, hvad der på det tidspunkt var sensationelt højt for en 250 ccm motor.

 Den høje motorydelse skyldtes ikke alene dobbeltstempel konstruktionen, men også en meget avanceret tandhjulsdrevet "valsedrejeventil", der styrede motorens indsugning. Både drejevetilen og karburatoren var integreret i motorhuset og ikke synlige udefra. I forhold til konkurrenterne havde BD 250 med sine 12 HK klart den højeste ydelse. Den dobbeltstemplede Puch 250 S4 ydede 10,5 HK og de én stemplede Zündapp 250 DKB og Victoria KR 25 S ydede begge 9 hestekræfter. Den høje ydelse betød større varmeudvikling og motoren blev derfor forsynet med ekstra store og gennembrudte køleribber. Det gav motoren et meget specielt udseende og hurtigt fik BD 250 øgenavnet "Pindsvinet".

Før BD 250 blev introduceret på markedet gennemgik modellen en selv efter tyske forhold usædvanlig grundig og omfangsrig testfase. Det startede allerede i oktober 1937 med deltagelse i motorløbet Durch Bayerns Berge, hvor motorcyklen vandt Guldmedalje. Sådan gik det slag i slag med deltagelse i adskillige motorløb med flotte resultater til følge igennem hvilke Triumph BD 250 blev mere og mere perfektioneret. Da den teknisk avancerede BD 250 kom på markedet i foråret 1939 var den helt uden børnesygdomme. Med den meget høje motorydelse og den allerede gennemprøvede teknik vandt modellen i 1939 flere udholdenheds- og motorløb. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig stoppede produktionen brat. På det tidspunkt var der fremstillet og solgt under 1000 eksemplarer af "Pindsvinet". Motorcykelmuseets BD 250, som er i meget flot stand med den originale dybrøde lakering, er et af de få eksemplarer af denne avancerede motorcykel, der er tilbage i verden i dag.