Prinsgemalens besøg

EN KONGELIG RUNDVISNING af Vagn Wiberg.

Grundlovsdag den 5. juni 2012 vil for altid stå som en milepæl i Stubbekøbing Motorcykel- og Radiomuseums historie. Den dag fik museet nemlig kongeligt besøg i form af Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen, og markerede samtidig museets 35 år jubilæumsdag.

Foto: Rikke Folm Berg

Præcis klokken 11.05 ankom den kongelige kortege til museet, hvor jeg modtog Prins Henrik på den røde løber foran museets trappe, og bød ham hjertelig velkommen til museet. Dernæst førte jeg HKH op ad trappen og ind på museet, hvor jeg præsenterede formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune, Poul-Henrik Pedersen, og direktør for Kultur og Børn i Guldborgsund Kommune, Alma Larsen, for Prinsgemalen og hans følge.

Følget bestod af 1. viceborgmester Flemming Jantzen og hustru, forskellige honoratiores fra hoffet og statsforvaltningen, repræsentanter fra Guldborgsund Kommunes forvaltning, kaptajnen fra Kongeskibet, politi og sikkerhedsfolk, m.fl. Tilstede på museet var også en snes journalister og fotografer, som var ankommet 10 minutter før Prinsgemalen, og som havde taget opstilling på museet.

Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Poul-Henrik Pedersen, holdt en kort velkomsttale, hvorefter jeg overrakte HKH en gave til minde om besøget. Gaven var et fotografi af Prins Joakim og Kronprins Frederik optaget under deres besøg- sammen med Dronning Margrethe og Prins Henrik - på museet den 21 juni 1977. Billedet, der forestiller prinserne siddende overskrævs på en svensk Monark motorcykel, fik smilet frem hos Prinsgemalen, der takkede mange gange for det.

Herefter begyndte den egentlige rundvisning, hvor jeg fortalte HKH om museets grundlægger Erik Nielsen og viste et lille udvalg af museet motorcykler frem. Den første var Pierce Arrow Four fra 1912, der var den første firecylindrede amerikansk producerede motorcykel. Den blev fremstillet af det berømte Pierce Arrow Motor Co., der fremstillede luksusbiler til amerikanske præsidenter og europæiske kongehuse. Motorcyklen blev fremstillet af de fineste materialer og med de mest avancerede tekniske løsninger, man kendte til dengang. Pierce Arrow Four blev kun produceret i 3 år, var meget dyr og blev derfor fremstillet i et meget begrænset antal og er derfor uhyre sjælden i dag. Prinsgemalen var vældig interesseret, og slog et latter op, da jeg fortalte ham historien om Erik Nielsens lange kamp om, at få fat i museet eksemplar af Pierce Arrow Four.

Rundvisningen fortsatte med fremvisning af en række af museets motorcykler: Elleham fra 1908, Dansk Humber fra 1897, Nimbus demonstrationsmodel, Triumph Speed Twin fra 1939, Peugeot fra 1904, Indian fra 1913, BSA Gold Star fra 1939 og Husqvarna 130 fra 1934.

Prinsgemalen stillede mange spørgsmål og fortalte, at han aldrig havde ejet en motorcykel, men havde prøvet at køre på en Terrot motorcykel i sin ungdom og at en person i hans omgangskreds ejede en De Dion-Bouton bil. Museets ældste motorcykel, Dansk Humber fra 1897, er netop udstyret med en De Dion-Bouton motor. Fabrikken forsynede dengang mange andre motorcykelproducenter med motorer, bl.a. Ariel og Royal Enfield. Peugeot leverede også motorer til flere andre europæiske mærker, bl.a. til den danske Elleham motorcykel, før den danske opfinder gik over til at konstruere sine egne motorer.

Foto: Alma Larsen

I det hele taget var Frankrig i motorcyklens barndom et af de førende lande, og mærker som De Dion-Bouton, Peugeot og Terrot var med til at skabe grundlaget for en blomstrende fransk industri.

Da jeg ved afslutningen af den kongelige rundvisning spurgte Prinsgemalen, om han ikke havde lyst at sidde på Husqvarna'en, gav han straks sin stok til sin adjudant og klatrede op på cyklen til stor begejstring for alle. Se, det var en modig prins! Dermed var programmet færdigt og jeg tog afsked med HKH og takkede for det kongelige besøg.