Pope

Pope

Af Vagn Wiberg

Stubbekøbing Motorcykelmuseums grundlægger Erik Nielsen havde en speciel forkærlighed for amerikanske motorcykler og det fremgår tydeligt af den meget flotte amerikaner afdeling, man kan se i museets udstilling.  Ikke blot er de mest kendte mærker som Harley-Davidson og Indian repræsenteret med mange spændende og sjældne modeller, men dertil kommer en række andre amerikanske mærker som Henderson, Exelsior, ACE, Cleveland, Reading Standard, Super X, Pierce, Nera-Car og Pope. Netop Pope er et af de mest eksotiske og sjældne amerikanske motorcykelmærker, og Stubbekøbing Motorcykelmuseum udstiller hele to forskellige Pope modeller, en én-cylindret 600 ccm model fra 1915 og en 1000 ccm V-2 model fra 1917.

Den første Pope motorcykel kom på markedet i 1911, men allerede i 1877 grundlagde Albert Augustus Pope firmaet i Hartford, der lå i staten Connecticut i USA.  I de første mange år bestod produktionen udelukkende af cykler, og i 1890erne, da cykelmanien i USA var på sit højeste, producerede firmaet over 250 000 cykler om året under navnet Columbia, og omkring århundredeskiftet begyndte firmaet endda også at producere deres egne biler med navnet Pope-Tribune.

Den første Pope motorcykel fra 1911 var rimelig konventionel. Nemlig en én cylindret halvtop på 600 ccm og uden nogen form for affjedring. Men allerede året efter opgraderede firmaet maskinen med affjedring både for og bag og motoren blev udstyret med stødstangsaktiverede, overliggende ventiler. Samme år præsenteredes en 1000 ccm V-2 model også med overliggende ventiler og affjedring for og bag. Ingen af de andre amerikanske motorcykelproducenter kunne matche disse specifikationer i de modeller, der blev solgt på markedet.  Det eneste firma, der producerede motorer med overliggende ventiler, var Indian, men de var reserverede til mærkets fabriksracere. Popes 1000 ccm V-2-model, der kunne købes af menigmand, var så hurtige og havde så gode køreegenskaber, at de klarede sig fornemt i racerløb mod de andre mærkers fabriksracere.

Begge museets Pope motorcykler, den én-cylindrede 600 ccm fra  1915 og V-2 modellen med 1000 ccm fra 1917, er udstyret med avancerede tekniske løsninger, som var konkurrenterne langt overlegen. Stødstangsaktiverede, over-liggende ventiler og pumpestempel affjedring på baghjulet gjorde Pope motor-cyklerne unikke efter datidens tekniske målestok.

Standard udgaven af V-2-modellen ydede 13 HK og havde en topfart på 113 km/t, hvilket på daværende tidspunkt gjorde den til den hurtigste standardmotor-cykel i verden.  Modellen havde 3 gear og rammen bestod af et kraftigt stelrør, der var boltet til motoren. Forhjulsaffjedringen var af bladfjeder typen og baghjulsaffjedringen var en meget avanceret og usædvanlig konstruktion, der var langt forud for sin tid. Selve bagakslen bevægede sig op og ned i et kompliceret pumpestempel arrangement og det var medvirkende til at give maskinen sine komfortable og sikre køreegenskaber. Det var også et godt salgsargument for på det tidspunkt var der ingen andre konkurrenter, der havde lignende avanceret affjedring på baghjulet.                           

Pope var væsentlig dyrere end Harley-Davidson og Indian, men den var også teknisk langt mere avanceret. Med en pris på 250 $ i 1917 var den lige så dyr som Fords Model T personbil. April samme år gik Amerika ind i første verdenskrig og det betød at store dele af den amerikanske sværindustri og jernindustri blev omstillet til krigsproduktion. Derfor stoppede Pope motorcykelproduktionen i 1918 og fabrikken blev omstillet til at producere maskingeværer til den amerikanske hær, der på det tidspunkt var involveret i 1. verdenskrigs ragnarok. Bilproduktionen blev indstillet allerede i 1915, men man kan den dag i dag stadig købe Pope trædecykler med det gamle Columbia navn.